Hvor har du hjemme? Hvad er et hjem? Hvor slår du rødder? Kan du være forbundet med noget du slet ikke kender? Kan andre bestemme hvem du er?

Hun er 14 år.
Hun bor sammen med sin mor og to brødre.

Hun vil gerne være makeup artist, designer eller blogger. Eller måske journalist og lave radio.
Hun har mange venner.
Hun har gået i dansk skole siden 0. klasse og taler og skriver dansk.

I hendes pas står et land hun ikke kender. Hun kender faktisk slet ingen der bor dér. Og taler ikke deres sprog.
Hun kan heller ikke rejse derhen. Hun kan faktisk slet ikke rejse ud af landet.
Hun har været asylansøger i Danmark i 9 år. 

Hvor har hun hjemme? Og hvad skaber hendes identitet?
Herfra min verden går er et portræt af en 14-årig asylansøger. På samme tid en samtidsfortælling om de glemte lommer der opstår, når mennesker bliver spillebrikker i et bureaukratisk ludo og en filosofisk danseforestilling for 9-15 årige, om et af livets allermest eksistentielle spørgsmål; hvem er jeg?

Med fødderne dybt nede i mudder og jord, mellem oaser af lysdrømme og små huse der prøver at finde sig en plads i verden, bevæger performerne Anette Asp Christensen, Ingrid Tranum Velásquez og Alexandra Carlgren sig ind i en gribende fortælling om at slå rødder i en uforudsigelig verden.
En fortælling om at vente og være en sag i en verden af uforståelige paragraffer, og om at insistere på drømmene og på at leve livet. Uanset.
Tætskrevne papirer, jord, mælk, cello og sang, hvirvler om ørene på danserne og publikum i et intimt og konstant foranderligt scenerum. 

Omtale:

Forestillingen har et utroligt flow, hvor alle elementer – dans, cellospil, mælkeplask og mudderformning – glider fuldstændig flydende ind og ud af hinanden. Det føles naturligt, når cellisten spiller sine stemningsfulde melodier, der akkompagnerer fortællingen uden at tage fokus. Det samme gælder dansesekvenserne, der uforstyrret glider ind og ud af forestillingen og tydeligt udtrykker følelser, relationer og handlinger. Scenerummet er tomt, men alligevel fyldt. Det tomme gulv bruges som lærred, og noget så simpelt som mælk bliver på én gang metafor for danskhed, rodløshed og det store middelhav.
- Daniella Ottendal Skovgaard, Den4væg.
Læs hele anmeldelsen her

Gennem dansen skildrede de tilknytning, løsrivelse, fortvivlelse, glæde og desperation - alt det, der kan udtrykkes såmeget bedre UDEN ord. Musikalsk blev de ledsaget af den mest forførende, inciterende sang af Alexandra Hallén, der i kombination med cellospillet løftede forestillingen og gjorde den nærmest overjordisk.   Det blev på én gang så skærende smukt at det ikke var til at holde ud, fordi det samtidig var så tragisk og bundulykkeligt, at jeg gik derfra med følelsen af at sådan måtte det føles - at være på flugt.
- Michael Svennevig
Læs hele anmeldelsen her

Vi, lærerne, kiggede os mange gange omkring og kunne konstatere, at eleverne havde glemt tid og sted - de var blevet en del af pigens historie, af dansernes repetitive bevægelser og intense stemmers fortælling, af celloens melankolske melodier og sjove lyde, og de var blevet en del af sangerindens rene sang. Dynamikken og elegancen bandt det hele uhyrlig smukt sammen, og hverken de, eleverne, eller vi, lærerne, kunne ikke andet end at overgive os til oplevelsen.

- Janek Majcher og Kamilla Appelquist, lærere på Rudolf Steiner Skolen, Århus

Stykket var spændende. Især begyndelsen, hvor tilskuerne blev fordelt rundt om scenen i rollespillet som flygtninge. Dét at integrere elever på den måde er en vildt god idé.

Eleverne var særligt optagede af de mange udtryksformer, da vi snakkede med dem om forestillingen efterfølgende. Vi har alle oplevet, at det var en fin overgang til at tale med eleverne om, hvordan eksempelvis dans også kan være med til at fortælle en historie.

Laura Nielsen Middelhede, Frederiksbjerg skole
 

Koreografi, iscenesættelse og koncept: Ingrid Tranum Velásquez, Anette Asp Christensen, Alexandra Hallén, Annika Nilsson
Medvirkende: Ingrid Tranum Velasquéz, Anette Asp Christensen og Alexandra Hallén
Producent: NextDoor Project
Komponist: Alexandra Hallén
Scenograf: Annika Nilsson
Interviews og lydoptagelser: Maj Horn & Eduardo Abrantes
Idé og kunstnerisk ledelse: Ingrid Tranum Velásquez
Plakat: Søren Meisner (layout) Annika Nilsson (foto)
Støttet af:
Åbne Scene
Århus Kulturudviklingspuljen